Børn og unge i kamp på juniorlejr
Bæltefarve og alder betyder ikke noget på DGI kampidræt's Jiu-Jitsu lejr. Her mødes børn og unge fra klubber landet over, klar til sjove udfordringer og kammeratlig kamp til stregen
»Hvis nu en af de store fra 7. klasse bliver ved med at skubbe en af de små elever, så kan I godt hjælpe den lille,« forklarer instruktør og lejrleder Jesper Mazanti og demonstrerer, hvordan man på et splitsekund kan snige sig ind på modstanderen og få ham ned at sidde.
»Det er ikke noget, man kommer til skade af, men modstanderen får en forskrækkelse, forklarer Jesper Mazanti. 56 børn i alderen 7- 15 år følger nøje hans bevægelser, og bagefter er det deres tur til at prøve.
Lille og modig
Nellie Mogensen på 8 år er hurtig til at få prøvet den nye teknik af, og selvom hun ikke er særlig stor, mener hun godt, at hun vil turde sætte en stor bølle på plads.
»Jeg har gået til jiu-jitsu i et halvt år, og jeg har lært mange greb, tricks og kast, også her på lejren. Så det tror jeg godt, jeg turde,« fortæller Nellie.
»Jeg er også blevet bedre til at sige fra efter jeg er begyndt, for eksempel, hvis der er nogen, der skubber,«
Hele weekenden har hun sammen med de andre børn og unge været i gang med at øve forskellige forsvarsteknikker, kast og greb. Men der har også været tid til at komme i svømmehallen, rulle sig i sneen, holde filmaften, klæde sig ud og hygge med andre, der alle deler interesse for idrætten.
Noget for dig?
DGI afholder mange skoler og lejre for både børn og voksne.
Følg med på
www.dgi.dk/ferie og se de mange forskellige tilbud, både inden for kampidræt, men også idræt på tværs.
Regler for alle
Selvom der er mange børn samlet i hallen, er der en bemærkelsesværdig ro over foretagendet. Tre klap fra en af instruktørerne er nok til at få samling på tropperne.
»Der er disciplin,- det hænger sammen med sporten, og det er børnene vant til hjemme fra klubberne. Men der skal også være plads til det sjove. Vi er jo ikke samuraier, og vi skriver 2010,« forklarer en af instruktørerne.
Disciplinen betyder, at der er faste regler, der gælder for alle, -også for de ældste, og dem, der har været med mange gange før. Det gælder for eksempel den fælles sengetid.
»Det er ikke noget problem, forklarer Alexander Krøjgaard og trækker på skulderen. Han er14 år, har blåt bælte og har dyrket jiu-jitsu i fire år. Han har efterhånden været med på en del lejre, og selvom han er en af de ældste, er det for ham en selvfølgelighed, at alle bliver behandlet ens, uanset alder.
»Det beviser bare, at jiu-Jitsu er for alle« pointerer han.
Med i fællesskabet
Heller ikke Jesper Mazanti mærker noget til den store aldersspredning eller forskel på bæltefarve.
»Faktisk er børnene gode til at få hinanden med i fællesskabet. Dem, som er lidt anderledes eller har det svært socialt i skolen, kommer med i gruppen,« forklarer han og tilføjer, at pigefnidder og drillerier heller ikke er noget, de mærker til på lejren. Tværtimod er de rigtig gode til at hjælpe hinanden.
Et synligt bevis på det, viser sig under oprydningen.
»Hvem vil give en hånd med«….før Jesper Mazanti har fuldendt sætningen, er der vokset en skov af hænder op fra ivrige hjælpere.
Opdateret 28. januar 2010 Af Marie GaardenEjer: Kommunikationsafdelingen